Tour de Long Island

Klar, parat, start Foto: E-Skribenten
Klar, parat, start
Foto: E-Skribenten

Efter endt arbejdsdag pakkede de tre tøser fra Toppen af Svendborg den gamle anhænger og af sted det gik mod Langeland.
Det tog et øjeblik at finde den korteste – som viste sig at blive den længste – rute ned til Svendborgsundbroen. Men var vi osse på vej. Vi startede hårdt ud med en “kaffepause” ved Valdemars Slot.

Humøret var højt, især henover broerne hvor vi kunne stoppe og kigge ned – til forskel fra når vi kører strækningen i bil. Det er sjovt, som man først mærker stigningerne, når man cykler – især Langelandsbroen.

Et stop på Langelandsbroen Foto: E-Skribenten
Et stop på Langelandsbroen
Foto: E-Skribenten

Jeg var klar til at stå af for ”at spare på kræfterne”, som jeg havde foreslået pigerne. Men Yngsten lod sig ikke kyse af en bette stigning. Hun piskede fremad til sin mors store forbavselse – herregud, ungen havde aldrig tidligere cyklet mere end fire km i streg.
Hvordan skulle moren vide, at det yngste afkom besad stærk en vilje?

Således var alt fryd og gammen over begge øer og mere end halvvejs over den lange men smalle ø – lige indtil Ældstens ene pedal faldt af. Banke, banke på et lille, hvidt bondehus med azurblå skodder. Låne en ægte svensk nøgle fra IKEA. Ase med et smadret gevind, der så nyfræset ud. Pedalskruen 7 mm ind og ikke én mm mere. Håbe på det bedste. Og cykle de sidste 3 km med al kraft på én pedal.

Så er køkkenholdet i gang Foto: E-Skribenten
Så er køkkenholdet i gang
Foto: E-Skribenten

Da vi endelig ankom til campingpladsen var klokken næsten otte om aftenen. Så mens Yngsten varmede papfarens i forvejen hjemmelavede kødsovs på Trangiaen, kastede Ældsten sig på bedste spejdermanér sig over opsætningen af det flotte, nye telt.

Nu er alt lagt på plads i de rette hjørner af det rummelige telt. Pigerne sover ved min side – fuldstændig brugte efter små tredive kilometer på deres første cykelferie.

 

Morgenmad på den faste bænk Foto: E-Skribenten
Morgenmad på den faste bænk
Foto: E-Skribenten

Morgenstund har guld i mund – især når vi alle vågner samtidig og har tid til at hyggesnakke og ugle hinandens strittende morgenhår, inden vi gider stå op.
Morgenbollerne fra bageren var varme og smeltede pålægschokoladen – godt hjulpet på vej af solen – mens vi sad på vores siden aftenen før faste plads på stranden og spiste mælkemad, som spejderne kalder alle former for morgenmad med mælk på.

Vi gik ud for “at se på det”, som vi plejer at kalde vores shoppeture ned til Byen. Men der var ikke en disse “at se på” til venstre. Så vi gik til højre og endte på dén strand, hvor vi havde badet med Papfaren og hunden Baloo sidste år. Dengang havde vi slæbt den store, sorte bamse med i vandet, mens han kæmpede en brav kamp for at redde os fra den visse druknedød i de knæhøje bølger.

Sandslotsarkitekterne Foto: E-Skribenten
Sandslotsarkitekterne
Foto: E-Skribenten

Nu kunne vi slappe af og bade og bygge slotte uden fare for at blive holdt øje med af føromtalte bamse. Pigerne legede arkitekter med sand og vand i en plastikpose, mens jeg fordybede mig i en bog om den ædle kunst ud i historiefortælling (en selvstændig holder jo aldrig HELT fri, vel? )

Når man har ligget i den brændende sol i det solbadningsforbudte tidsinterval, trænger man i dén grad til mere svale omgivelser. Så frem med malebog, tusser, dameblade og mere “arbejde” og op i den kølige opholdsstue, som vi delte med en hollandsk dreng, der åbenbart osse havde fået nok af varmen og i stedet havde kastede sig over en streamet actionfilm på sin bærbare.
De tre tøser lastede sig over en pose Twist.

Lolland i sigte - måske Foto: E-Skribenten
Lolland i sigte – måske
Foto: E-Skribenten

Opvarmede frikadeller – osse fra Papfarens køkken – på rugbrød til aftensmad kl halv otte; udsigt over havet og den evigt pendulerende Langelandsfærge. Minigolf og sms’er fra Papfaren, der piskede af sted fra Toppen af Svendborg med en frisk cykel til Ældsten (”og jeg har osse glemt mine cowboybukser, klipklapper og tandbørsten”)
“Bestil isbarens største is til mig”, stod der på displayet.
Godt så, en Spodsbjerg Isvaffel med fire (“vi dobler op på kuglerne” – altså otte) kugler, softice, flødeskum, guf og flødebolle. Sikke dog en skam, at isbaren var udgået for guf… Om jeg kunne tænke mig ekstra flødeskum?

Is til hele banden Foto: E-Skribenten
Is til hele banden
Foto: E-Skribenten

Knap var isene betalt, før to savnede mandfolk kørte op foran barens hegn og steg ud. Skønt med besøg hjemmefra.

Nu er der igen stille i teltet. Kun lyden af dybe åndedrag når mit øre. Godt Langelandsfærgen først tuder i morgen kl 9.00.

 

Sidste nat på Long Island Touren. Jeg er en kende træt af at ligge på en luftmadras eller sidde i skrædderstilling på mit håndklæde på jorden. Savner at sidde i min sofa. Med benene oppe. Undrer mig over, at mine forældre var så meget friskere og mere adrætte, da de havde mig og min søster med på campingferie. Regner efter og kommer til dét resultat, at de den gang var ti år yngre, end jeg er nu. Så er det okay at føle sig lidt stiv i kroppen J

Selvom pigerne ligger helt fredelig ved min side, er her stadig ikke stille.
I det knap så fjerne høres de sidste toner af havnekoncerten “Liv og Swing – rock/pop og swing fra déngang”

“Hvaffor en gang?”, spurgte Yngsten, da vi tidligere på aftenen sidder på havnen. Jeg trækker uvidende på skulderne.
Men da tonerne slår an og en pegefinger svupper ud af en mundvig med en karakteristisk, hul lyd, er “Lollipop” i fuld gang.
“Nååååå, fra dengang du var ung, mor…”, svarer Ældsten oplyst.
Der kommer flere sange, som moren – selvfølgelig – kan synge med på. Og det er ganske hyggeligt, selvom publikums fremmøde er sløjt.
Sjovere bliver det, da førnævnte mor stadig siddende på bænken begynder at danse med Yngsten på sit skød, mens Ældsten med streng om end krakelerende mine bedyrer, at “nu går vi, mor!”
Pigerne tager deres mor under armene og trækker af sted med hende, mens hun ganske ædru og alligevel på bedste fuldemands manér valser, salsaer, zumbaer og tangoer hen over havnepladsen med de andre gæsters store smil i ryggen. Pigerne glemmer den påtagede vrede over morens pinagtige opførsel og nærmest brækker sig af grin på vej tilbage til campingpladsen.

Vi har kørt 35 km i dag. Op ad bakke, gennem pløre, over skovbund og lidt på asfalt. Det tegnede dog ikke alt for lyst, da vi i morges måtte pakke teltet i kraftige tordenbyger. Men det blev tørt igen, og vi begav os nordpå. I cirka en time. Så regnede det igen.

Rytterne dopes i regnvejret Foto: E-Skribenten
Rytterne dopes i regnvejret
Foto: E-Skribenten

Vi gjorde holdt under et stort bøgetræ, åd nogle chokoladekiks og drak resten af æblejuicen. Godt rytterne på årets Tour de Long Island ikke skal dopingtestes.

En af de kloge børn spurgte, hvorfor vi ikke havde taget vores tegntøj med på turen?
Fordi der ikke var plads i anhængeren. Påstod jeg.
Som om jeg gad indrømme overfor dem, at jeg for første gang nogensinde havde stolet på vejrudsigtens løfter om høj sol resten af ugen og derfor ikke taget regntøj med til os!

Efter 45 minutter gad vi ikke sidde dér mere.
Et enigt tourråd stemte for at fortsætte turen trods den silende regn – iført langærmede trøjer og håndklæde bundet rundt om skulderen på den bette, kuldskære yngste. Op på sadlen og videre.

Der gik ikke lang tid, før jeg hørte de to piger bag mig synge i vildens sky om kap med regnens trommen mod trækronerne. Da jeg roste deres gåpåmod og kampgejst, svarede Yngsten, at det var fordi, vi havde en plan B.
En plan B?
“Ja mor, hvis vi bliver for våde og kolde, banker vi bare på hos nogen og spørger, om vi må låne et tæppe…”

Havfruen Selma Foto: E-Skribenten
Havfruen Selma
Foto: E-Skribenten

Efter to timer kom solen og varmede de våde og ikke-plan-B-tæppeindhyldede kroppe.
Det blev en lang cykeldag med en del tissepauser, drikkepauser, kage-og-andet-sødt-pauser, havbadepauser og kunstpauser.
Sidstnævnte pauser fordi vi gjorde holdt ved nogle af de tolv kunstnerisk udsmykkede, forvoksede el-skabe, der pynter langs de langelandske landeveje.

Det var ikke kun min krop, der værkede nu.
Flere gange i løbet af dagen fik jeg ondt i kæberne. Af at smile. Jeg følte mig enormt stolt af og privilegeret over, at mine fantastiske unger har mod på og ikke mindst lyst til at tage på cykelcamping. Min gamle far er helt sikkert stolt af os.

 

Der var ingen flag, ingen musik og ingen klappen, da vi rullede ind på Shell-tanken i Rudkøbing.
Jeg tænker, at alle klapperne stod i København. Måske er Danmark Rundt trods alt en større begivenhed og præstation end vores tur til den lange ø.

Til gengæld kom Papfaren rullende med en anhænger, så vi kunne få et planlagt lift resten af vejen hjem til Toppen af Svendborg. Og dét var meget mere værd

Dagen var startet med sure miner og rynker mellem brynene. Skyerne over tøsernes hoveder kunne fint matche himmelens mørke nuance.
Heldigvis varer den slags sjældent særligt længe hos poderne, der endnu engang overraskede mig med deres sejhed og ellers fantastiske humør.

Frokost i det grønne Foto: E-Skribenten
Frokost i det grønne
Foto: E-Skribenten

Over stok og sten gik det.
Selv syntes jeg, at ruten tog nogle mærkelige drejninger tilbage mod nord, hvor vi kom fra. Men ifølge kortet var det rigtigt nok.
For tro endelig ikke, at vi bare har kørt af de direkte landeveje mellem de større byer – næh nej!
De regionale cykelruter bugter sig i det fynske land – og på øerne. Ophavsmændene har åbenbart ment, at vi ikke skulle gå glip af noget. Så i stedet for – for eksempel – at følge landevejens otte kilometer mellem Rudkøbing og Spodsbjerg, lokkede de os ud på 13 snirklede af slagsen.

På dén måde nåede vi snildt plus 100 km på tre dage. Og bevares – der er da pænt på Langeland….

Men det bedste ved turen har været pigernes skønne måde at være på, deres taknemmelighed over små ting og deres evne til at hjælpe og trøste hinanden, når især myggene havde været for nærgående. Dén slags samhørighed behøver vi heldigvis ikke at tage til udlandet for at opleve.

Som Ældsten sagde under vores allerførste pause, da vi nåede slottet på Tåsinge: “Mor, det her er allerede den BEDSTE sommerferie!”

Site Footer

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial