Thi kendes for ret….

thi kendesVI HJÆLPER HINANDEN står det med små gule blokbogstaver morderens sorte t-shirt. Han vender hovedet og ser mig lige i øjnene. Jeg får lyst at spænde ben for ham, så han falder pladask på sin fedladne mave. I stedet går jeg efter ham ind i retssalen, hvor han i dag skal dømmes.

Thi kendes for ret….

Mens anklageren meget detaljeret fortæller, hvad der skete den morgen – og navnlig hvad heldigvis ikke skete – går mine tanker tilbage til den frygtelig dag sidste sommer, hvor alting vendtes op og ned. Den dag, hvor ulykken ramte alt fod tæt på. Den dag, det gik op for mig, at ondskaben lever blandt os.

Da jeg svedig og stakåndet kom glad og fuld af energi hjem fra træning, spurgte min mand, om jeg havde hørt om drabet inde i byen. En kvinde med to små børn i en navngiven gade var blevet dræbt af sin kæreste.
Min varme sved blev øjeblikkeligt afløst af en kold, da jeg tænkte på en god ven og hendes børn i pågældende gade. Jeg greb mobilen og ringede til kvinden, som jeg for nyligt havde været ude og spise brunch med. Kvinden, som var mor til en af mine døtres veninder. Kvinden, som altid serverede lækkerier for børnene og købte små gaver til dem. Hun tog ikke sin telefon.

Jeg begyndte at lede efteroplysninger omkring offer og drabsmand. På dét tidspunkt var der endnu ikke censur på formiddagsavisernes sider.
Mia Sommer hed den dræbte kvinde. Puha…så var det gudskelov ikke den kvinde, jeg kendte. Lettelsen varede dog kort, da jeg pludselig kom i tanke om, at hun for ganske nylig havde skiftet navn. Var hendes nye navn Mia? Jeg huskede det ikke.
Jeg ledte videre. Der var i mellemtiden kommet et billede af den dræbte på nettet. Selvom billedet var beskåret, så hovedet ikke var synligt, så jeg med al tydelighed den gravide skikkelse spejle sig i det spejl, jeg tidligere havde beundret i min vens lejlighed.
Med dunkende hjerte søgte jeg efter profilen Mia Sommer på Facebook. Og fandt desværre hvad jeg søgte. Billedet af den gravide skikkelse var identisk med billedet på min vens nye profil.
Jeg tabte mobilen og holdt mig for munden med begge hænder for at forhindre morgenmaden i at komme retur.

Da jeg havde fået fat i to andre kvinder, som stod Mia nær, gik jeg som besat i gang med at søge alle vegne efter – ja, efter hvad? Bevis på, at det alligevel ikke var hende?
Tankerne begyndte at drøne rundt i min hjerne. Tanker om, hvordan hun havde forandret sig på det sidste. Hvordan hun havde trukket sig. Hvordan hun havde lavet sin farvestrålende bohemelejlighed om til et hvid IKEA-hjem. Hvordan hun havde skiftet navn og mobilnummer.

Hvorfor havde vi ikke spurgt ind til forandringerne? Vi havde jo alle tænkt vores i forhold til de markante ændringer. Og især i forhold til hendes nye kæreste. Men vi havde ikke spurgt. Og det spørgsmål, vi nu alle sad med, var, om det havde gjort en forskel?

Thi kendes for ret…

Morderen sidder med den ene hånd oppe foran sin kind. Den kind, der vender hen mod os og anklageren. Hvad prøver han at skjule? Sine røde kinder? Eller de tårer han ikke er i stand til at fælde?

Hvordan fortæller man sin datter, at moderen til hendes veninde er blevet slået ihjel af sin kæreste? Hvordan forklarer man, at den slags ondskab findes lige om hjørnet?
Første skoledag efter drabet var der indkaldt til forældremøde for klassens forældre. Kirkeklokkerne, der ellers spiller glade toner, når børnene ankommer til skolen, var denne morgen fulde af tunge toner.
Jeg mødte en far, der også kendte Mia rigtig godt. Hans blik strejfede kun kort mit. Så måtte han kigge bort. Mine øjne fyldtes med tårer og jeg håbede, de ville vente med at trille, at børnene var blevet afleveret.
I skolelederens mødelokale skiftedes de fremmødte forældre til at fortælle deres historier om deres sidste møde med Mia. Alle havde brug for at komme tættere på sandheden om, hvad der egentlig var sket. Hvordan. Og hvorfor.
Efter en time havde der tegnet sig et billede af en mand, der var både lystløgner og psykopat. Et billede som vi havde det godt med at kunne sætte på vores vens morder.

Flere af os ringede sammen konstant dén dag og de efterfølgende. For at trøste. Og for at enes om at samle vores had til denne mand. Det var som om al verdens ondskab blev manifesteret i netop ham.

En tanke, der optog mig særdeles meget de efterfølgende dage, var den fødselsdagsfest, Mia havde holdt for sin datter et par måneder tidligere. Det var en lørdag. Jeg gik op til lejligheden med min egen spændte datter. Den kommende morder tog i mod med et vigende blik og et slattent håndtryk. Han forklarede, at Mia var nede i byen for at sætte poster ud til en skattejagt. Og at han nok skulle se efter børnene så længe. Jeg tvang mig selv til ikke at lade min fantasi tage overhånd…

Thi kendes for ret…

Dennis Sommer sidder foran mig. De gule blokbogstaver stirrer spottende på mig. Er han overhovedet klar over – er han overhovedet i stand til at forestille sig – hvor meget ondt, han har forvoldt de to små børn, der har mistet deres mor?

Kort efter drabet sad datteren i skolens garderobe og pillede ved øret på en bamse. Min egen datter stod foran mig og tog tøj på. Pigen så trist ud. Jeg satte mig ved hendes side og spurgte, om hun var okay. Jeg fik straks dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne finde på noget bedre at sige.
– Min mor er død. Jeg savner min mor.
Jeg lagde armen om hendes skulder og kunne ikke sige andet end ja. Jeg kiggede på min egen, småsnakkende datter og tænkte på, hvor frygteligt det ville være for hende, hvis det var mig, der var død. Jeg kunne ikke forestille mig den sorg, den lille pige må kæmpe med resten af sit liv.

Thi kendes for ret…

Morderen sidder helt stille. Så bøjer han hovedet og tager hænderne op foran øjnene. Han forsøger at få os – tilskuerne, juryen, dommeren – til at tro på, at han angrer, hvad han har gjort. Anklageren tror ham ikke. Det er der vist heller ingen andre, der gør.
Anklageren anbefaler en forvaringsdom.

Thi kendes for ret…

Tre enige dommere og en enig jury dømmer Mias morder til forvaring. En dom morderen faktisk selv havde ønsket tidligere – indtil han blev gjort opmærksom på, hvad den dom egentlig indebærer.

Man skal passe på, hvad man ønsker.

Mia ønskede et godt liv fuld af kærlighed med et nyt barn og en ny mand. Og ifølge hendes dagbog var hun umådelig lykkelig. Indtil den skæbnesvangre dag, hvor hendes nye kærlighed valgte at ende hendes liv.

Thi kendes for ret…

Tilbage sidder hendes to små børn. Dømt til for evigt at skulle leve med en ubærlig sorg

Site Footer

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial