Julefestens sandheder

Glædelig jul!

– Er musikken for høj for jer?

Jeg stirrer – sandsynligvis med åben mund – på den unge kvinde med den meget grønne øjenskygge over for mig.
Hvad helvede bildte hun sig ind?

Lillejuleaften var min papdatter og hendes kæreste til middag. Snakken gik naturligvis på vores planer for julen. De fortalte, at de skulle holde fest 1. juledag.
– Men I kan da kigge forbi efter otte, grinede hun.

Spejlet i badværelset dugger. Parfumerne hænger tungt i soveværelset. Natbordet flyder med børster, blyanter og små kulørte æsker.
Af sted det går – på gåben naturligvis. Vi skal jo crashe en fest…

Klokken er kvart over otte. En sms flyver op til parret. ”Er I hjemme eller hva’ :-)”
Hoveddøren bliver åben af en fornøjet Svigersøn. Datteren kommer os i møde på trappen. – Så kom I alligevel!

Oppe i lejligheden er der stole nok til tyve personer. Kun én er optaget. Datterens ti år ældre søster sidder og stråler i sin nye, røde kjole med polkaprikker.
– Ja, der er ikke rigtig kommet nogen endnu, smiler Datteren.
Så meget for partycrashing…

Tiden går, og vennerne indfinder sig. Hits fra 90’erne lyder fra højtalerne. Min krop genkender melodierne og bevæger sig på stolen. Manden og jeg hygger os i vennernes selskab. De er spørgelystne og nemme at tale med.
Vores oprigtige plan var at gå ned i byen efter et par timers forfest. Men vi griner meget, og tiden flyver af sted.
Bordene bugner af flere flasker. Musikken bliver højere. Gennem døren dukker flere venner op.

Efter et par gode smagsoplevelser, får jeg en øl, jeg ikke bryder mig om. Jeg vender mig mod Manden og vrænger ansigt.
– Er musikken for høj for jer?
Blondinen over for mig ser nærmest bekymret ud.
Om musikken er for høj? For os? Næppe, lille ven. Har jeg lyst til at snerre.
Jeg husker ikke helt, hvad jeg får svaret. Men tonen er næppe venlig.
Hvad tror hun? At vi er firs og ikke kan tåle mosten? Eller hva’?

Jeg er helt uforberedt og får derfor en lammer i maven, da det går op for mig, at hun ser Manden og mig som et stakkels forældrepar, der har fået ”lov” til at være med til fest, fordi vi nok ikke har andet at foretage os på vores ældre dage.
At Datteren og Svigersønnen har forbarmet sig over os, så vi ikke skulle sidde alene hjemme og drømme os tilbage til vores unge dage, som naturligvis blot er et svagt minde, vi tager frem i ny og næ…

Eller det forestiller jeg mig i hvert fald, at hun tænker.
Og for første gang nogensinde føler jeg mig uden for de unges rækker. Selvom jeg altid har følt mig totalt ung, føler jeg mig pludselig totalt forældre-agtig.
Og jeg føler, at de ser mig som gammel og lidt stakkels.
Jeg har børn, ja. Men de er små. Derfor må jeg jo stadig være ung. Så hvordan helvede kan disse unge mennesker, som umuligt kan more sig mere end Manden og mig denne aften, se mig som én, der ikke naturligt hører med i gruppen?

Muligvis fordi jeg faktisk kan være mor til dem alle sammen.
Muligvis fordi der rent faktisk er en hel generation mellem mig og dem…

Jeg ser på Manden og tænker, at han jo er far-agtig. Og dét er okay. For han er jo ti år ældre end mig. Men de ser ikke den forskel. For dem er jeg lige så gammel som ham. Der er ingen forskel. For jeg er jo sammen med en af venindernes far.

Jeg hopper på forunderligvis ud af min krop og ser på alle os festdeltagere udefra.
Alle morer sig; drikker, griner og danser.
Dér sidder Datterens søsteren i sofaen med nogle af Datterens veninder. Trods aldersforskellen blender søsteren fint ind. Veninderne tror, hun er otte år yngre, end hun virkelig er. Hun stråler.
Og dér sidder jeg. Kun ti år ældre end søsteren. Så hvorfor er jeg lige pludselig den gamle…?

Klokken er halv to. Øllet smager dårligt. Cigaretrøgen bag den lukkede køkkendør er sivet ind i stuen. Der er opbrud i lejligheden. Festen er på vej ned i byen.

Manden og jeg går i forvejen.
Vi er inviteret til fest på en af byens in-steder. Hånd i hånd springer vi grinende rundt mellem vandpytterne, der vokser for hvert minut. Nærmer os i hast gågaden med dens larm af musik og fulde folk.
Der står mange mennesker omkring døren indtil baren. Vi møver os forbi og går indenfor. Kigger os rundt. Ser ingen, vi kender. Vi maser os længere ind i myldret af feststemte mennesker.
En kvinde råber Mandens navn. Da han går hen til hende, rejser hun sig og giver ham et stort knus. Han kommer tilbage til mig. Det var en af Datterens veninder, som kom i hjemmet, da de var yngre.
Yngre? Jeg kigger rundt på de dansende. Hvornår har de dog været yngre?

Jeg kigger på Manden. Vi nikker til hinanden og går mod udgangen.
Pytterne udenfor er vokset. Gaderne er øde. Vi ser hinanden i øjnene, putter os tættere ind til hinandens varme og går op mod toppen af byen.
Op, hvor vi hører hjemme….

Site Footer

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial