Mormor fra Helvede

mormorDrik nu! Få nu drukket dén cola! Vi ska’ hygge os!

Jeg kan ikke lade være med at vende mig om fra min plads i køen på den lokale café for at se, hvad det er for en stakkels mand – eller hund – kvindens så højlydt vrisser til. Jeg bliver lettere oprørt, da jeg ser, det er en spinkel dreng omkring de seks år, der sidder forenden af colaflasken og suger og suger for at skynde sig at nå hyggen. Kvinden dæmper stemmen, så den kommer uden for min hørevidde, men snakker videre.

Jeg har pladseret Ældsten ved et bord, mens jeg selv står i kø. Der er mange gæster denne fredag eftermiddag. Ved siden af Ældsten sidder en ung mand i dyb koncentration med lap top og høretelefoner.

Jamen, hvordan fanden skal jeg kunne leve af kun 2000 kroner om måneden, når nu jeg er gået på pension? Jeg ved ikke, hvad de forestiller sig. Hvad mener du? Kan du forstå, de kan tro, jeg kan nøjes med så lidt?

Ud af øjenkrogen ser jeg, at drengen, der glider længere og længere ind i sin lænestol, trække på skuldrene.

Jeg får vores to bægere med iskolde lækkerier og går hen til vores bord. Der er godt nok et bord mellem os og kvinden, men pladsen er trang, og med hendes oktav føles det, som om vi deler bord.

Ved du godt, at jeg har sat penge ind på en konto til jer fire børnebørn? Der står seks tusind kroner på hver af jeres konto. Ja, jeg gør ingen forskel! Det er i alt firetyve tusind kroner. Det er rigtig mange penge. Osse selvom jeg ingen penge har. Er det ikke flot?

Drengen nikker forsagt. Med sugerør i munden kigger Ældsten på mig og løfter det ene øjenbryn. Den pludselige stilhed fra bordet ved siden af pirrer min nysgerrighed. Jeg ruller kamæleonøjnene i parrets retning kun for at blive vidne til, hvordan kvinden tørrer sig om munden med sin serviet, kigger ned på den, sutter på et ubrugt hjørne og tværer den fugtige plet rundt i hovedet på drengen, som trækker sig endnu mere bagud.

Ih, hvor du dog sviner! Kan du dog for helvede ikke bare sidder ordentligt? Krummerne ryger på gulvet i takt med serviettens hastige rute op og ned over bukser og bluse. Det kan undrer, at hun har så travlt med sit barnebarn, når hele hendes for mormor-alderen upassende dybe halsudskæring er fyldt med Berliner Pfannkuch leftovers.

Ved du, hvad der egentlig undrer mig? Det undrer mig kræftedme, at Oldefar ikke giver alle sammen nogle penge? Det forstår jeg fanme ikke! Han har sgu da millioner! Hvorfor skal han vente med at give noget, til han dør? Så skal der jo betales skat! Hvorfor giver han ikke noget, mens han lever? Han har jo fødselsdag i morgen. Så kunne han sgu godt give noget. Han lever jo ikke for evigt. Han bliver 95 i morgen, og han har det ikke alt for godt. Og oldemor…hun ligger på hospitalet og er meget, meget, meget syg. Hun er osse gammel. Jeg gad fanme ikke blive så gammel! Tænk at være så syg. Næh, jeg håber ikke, jeg bliver så gammel. Så hellere dø!

Jeg kigger igen på min datter. Hun rynker brynene. Jeg indleder en samtale med hende om, hvordan dagen mon er gået. Hun er normalt et meget snakkende barn. Men svaret er usandsynligt kort. Og hun skuler over mod kvinden imens. Hun når da også kun lige at trække vejret inden næste sætning, før kvinden usædvanlig højt og skingert udbryder:

Nej, ved du for resten, hvem der osse er ved at dø? Moster! Hende den gamle, der har ligget på hospitalet længe. Hende, du har besøgt!

Selv den unge mand må have hørt kvinden gennem sig selvvalgte, digitale larm. I hvert fald vender han demonstrativt hovedet og glo på kvinden. Ældstens øjenbryn ryger helt op til hårgrænsen. Hendes stor øjne er fulde af forundring.

Hvordan gik det i skolen i dag?

En lille sten falder fra mit hjerte, da jeg hører en spæd stemme fortælle, at det var en god dag. Så er han da ikke blevet stum af skræk… Men stenen finder hurtigt sin plads igen.

Hvordan går det for resten med jeres hund? Jeg synes kræftedme, det er en frygtelig hund. Jeg kan slet ikke li den. Og det ka jeres far heller ikke. En gang knurrede den af mig. Og så tog jeg en sko og slog den! Så knurrede den igen. Og så slog jeg den hårdere! Hvem går for resten med den?

Drengen siger, at det i hvert fald ikke er hans søster.

Nej dét ku jeg fanme heller ikke forestille mig! Hun er jo helt vildt doven. Synes du ikke, hun er doven? Jeg kan huske, jeg en gang skulle passe jer. Og da jeg kom, flød jeres køkken. Jeg sagde, hun skulle rydde op. Det gad hun sgu da ikke. Så sagde jeg til hende, at jeg selv ville gøre rent, og at hun fanme var så doven, at jeg ikke gad se hende i køkkenet. Hun har ikke besøgt mig siden. Det må hun fanme selv om. Jeg siger sgu min mening! Dét har jeg altid gjort!

Halvdelen af vores bæger er tømt. Det giver ikke længere mening at forsøge at for en snak i gang. Munden står ikke stille på kvinden, der – selvom barnebarnet for længst er færdig med at spise sin sukkerdyppede kage – til stadighed viftede med den efterhånden noget lasede serviet foran hans ansigt.

Efter hvad der synes som en evighed, gør hun endelig tegn til, at han skal samle sine ting og smide dem i skraldespanden. På vejen taber han en serviet.

Dét er, hvad jeg kalder miljøsvineri! Du sviner jo helt vildt! Ka du for resten huske, at du lå i barnevogn og vi dik tur? Og hver gang jeg så, at nogen havde smidt noget, sagde jeg Miljøsvin! Ka du så huske, at dit allerførste ord var miljøsvin? Så sad du dér og var to år og sagde Miljøsvin, miljøsvin, miljøsvin!

Jeg tør ikke længere kigge på Ældsten, selvom hun tydeligvis søger mit blik. Jeg mærker, hvordan latteren bobler inden i mig. Jeg lukker med besvær munden om sugerøret og ser koncentreret på mit bæger. Først da parret endelig forlader caféen, giver jeg latteren frit løb. Men mest fordi Ældsten chokeret udbryder:

Hold da kæft, en mormor fra Helvede!!!

 

Site Footer

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial