Miraklernes Tid

mirakelJeg kender en gammel dame, som er syg. Meget syg.
Der gik en rum tid, før hun kom på hospitalet og fik undersøgt alle symptomerne grundigt.
Efter uendeligt mange opslidende undersøgelser fik hun konstateret cancer. I svær grad.

Hun var dårligt blevet indlagt dagen efter den frygtelige besked, før personalet fik kørt hende ned til sidste station på livets rejse. Ned til afdelingen hvor eneste behandling er en nærværende hånd at holde i.
De pårørende strømmede til og var knuste ved tanken om den hurtigt forestående afsked. Deres blanke kinder blussede af gråd.

Det var dog ikke gråd, der gav sygeplejerskens kinder kulør, da hun sent på dagen overbragte dem alle nyheden om, at kvinden blodprøver var byttet om med en andens. Kvinden var alligevel ikke dødsdømt.

Meddelelsen vakte de pårørendes vrede og foragt for systemet. De skældte og smældte. Og budbringeren måtte skamfuldt luske bort, mens den gamle kvinde blev fragtet til afdelingen for ikke helt så terminale cancerpatienter.

Midt i al virvaret sagde en af de pårørende:
”Ved I godt, at dette er et mirakel?”
Resten af de pårørende rettede straks deres vrede mod ignoranten og himlede op om skyld og skam.
Den modige fortsatte ufortrødent:
”Er dette ikke, hvad enhver med en påhæftet dødsdom drømmer om? At miraklet vil ske. At prøverne viser sig at være byttet om?”
Omkring hende blev der helt stille. Kun lyden af erkendelsens hulken brød lidt efter tavsheden.

Hvor tit overset vi livets små mirakler? Hvor tit giver vi andre skylden for, at noget ikke går, som vi havde håbet eller forventet – i stedet for at se gaven i budskabet og i dét, der virkelig er?

Jeg tager selv alt for meget for givet. Og hidser mig op, når noget ikke lige passer ind i mit sirligt, linjerede skema over, hvordan tingene helst skal gå.
Da jeg var barn, sagde min nu afdøde mormor ofte:
”Ja, miraklernes tid er ikke forbi endnu”.
Jeg husker, at jeg mindst lige så ofte tænkte, at hun åbenbart ikke kendte meget til livets hårde sider. At hun var alt for gammel og pladderromantisk. Og at de der mirakler da snart måtte slippe op.

Men gudskelov slipper mirakler aldrig op! Vi skal bare huske at se dem, være taknemmelige for dem og gribe ud efter dem, når de kommer vores vej..

Site Footer

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial