Generationsskifte i koncertsalen

WP_20160402_20_31_25_Pro
Foto: E-Skribenten

Husk, når I kommer hjem, at give jeres forældre et kæmpe kram. For de har fanme lavet nogle dejlige piger!!

For gud ved hvilken gang blev jeg målløs over, hvor højt piger kan skrige. Ikke hvine. Skrige.


”Jeg har fået en mail fra Ticket Master, men jeg har ikke lige fået læst den”, begyndte jeg ved middagsbordet den aftalte, årlige joke.
”Nå”, spillede min bedre halvdel med, ”jeg læste på B.T.s hjemmeside, at en af gutterne er blevet syg”.
Ældsten kiggede på mig på ægte, tvivlende pre-teenager manér med løftet øjenbryn og fremskudt underkæbe.
Jeg rejste mig, hentede min mobil og viste hende overskriften på den mail, jeg rent faktisk havde modtaget tidligere på dagen.
”Kære Citybois fan”, læste jeg højt. ”Vi må desværre meddele, at Anthon er blevet syg, så aftenens koncert er blevet aflyst”, digtede jeg.

Da der ingen reaktion kom fra datteren, der dog havde lagt hagen i hænderne, fortsatte jeg ufortrødent den bedrøvelige nyhed. Smurte tykt på. Jeg kunne dårligt holde masken, da jeg kort tid efter kiggede på hende. Og fik hjertet revet ud.
Store tårer gled ned over hendes kinder. I en lind strøm. Selv Papfaren fik dårlig samvittighed og udtalte lidt spagt kodeordet, der skulle opveje alle tvivl og bange anelser.
Det skete bare ikke. I stedet hikstede hun uden at se på os:
”Er I klar over, hvor meget jeg har glædet mig til den koncert?”
Flot, Maja….
 
”Tror du snart, de er her?”
Vi var lige kommet indenfor, da Ældsten for 117. gang tjekkede sin mobil.
Et par af hendes klassekammerater var på vej hen til spillestedet – stærkt forsinkede.
Vi regnede ud, hvor langt de var i for hold til deres seneste sms, og blev enige om at gå ind til den ventende hede og de andre Citygirls.

Salen kogte allerede foran den alvorlige DJ, der i ét væk samplede tidens tophits.
Vi havde fået en superplads med frit udsyn til hele scenen, hvis baggrund var en collage af de to idolers ansigter i forskellige farver. Det dunkle lys og instrumenternes skygger skabte den rette forventning; hver gang en ny skygge gik forbi deroppe eller et spot skiftede farve, skreg de forventningsfulde tøser i vildens sky.
Hvad vi garvede koncertgængere godt kunne regne ud var, at ungersvendene jo ikke ville gå på, så længe Dj’en trykkede på sine knapper.
Jeg tog mig selv i at smile overbærende.

Ved min side havde den utålmodige datter  gang i beskedskrivningen. Ventetiden mellem svar og modspørgsmål blev fordrevet med lidt mor-datter-synge-ping-pong – eller i hvert fald til dén ene sang, moren havde hørt før.
Datteren sang med på det hele og opremsede samtlige titler og kunstnernavne som info til den uvidende mor.
Godt så.

Flere blikke på mobilen. Flere beskeder om, hvordan de kunne finde frem til os. Flere åbne døre, der lukkede besvimede og dehydrerede piger udenfor.
Så blev lyset slukket. Forventningen fortættedes. De første “rigtige” skygger kom ind på den nu tomme scene.
Lydniveauet steg markant men sænkedes en smule, da det gik op for pigerne, at det bare var de fuldstændig ligegyldige musikere, der indtog deres pladser bag instrumenterne.

Dårligt var de små lunger atter fuldt med luft, før genstandene for alle disse pigers – og overraskende mange drenges – opmærksomhed blev fanget i et hvidt spot.
Jeg nikkende moragtigt ved mig selv, da jeg kom i tanke om de forældre, jeg tidligere på aftenene havde set udstyre deres – meget – små børn med ørepropper. Og jeg ville ønske, jeg selv havde været så forudsigende.
Lyden fra den skrigende masse steg til ubegribelige højder.

Jeg skævede til min fornuftige datter, vel forvisset om at hun heldigvis kunne se det totalt latterlige i den overdrevet voldsomme reaktion.

Hvad jeg så, var en pige med vidt åben mund, der var fugtig af den spyt, som blev presset ud sammen med den mest frygtindgydende lyd. Og jeg så, hvordan hun var ved at kvæles i et hosteanfald fra det knapt overståede virusangreb, hun havde døjet med i mindst tre uger. Og jeg så, at hun efter at have tørret hostetårerne bort, åbnede munden – klar til atter en tilkendegivelse af teenagebeundring over de to på scenen.

Koncerten var i gang. Veninderne var endnu ikke dukket op.
Datteren vendte sig mod mig i tavs sang og mindede mig om, hvordan hun havde set ud, da hun som seks årig – i går – stod foran spejlet og sang med på hits’ne fra MGP.
Jeg var forundret over, at drengenes engelske ord kom så synkront ud af hendes mund.
Og at hendes kropsbevægelser slet ikke matchede min forestilling om uskyldige, elleveåriges dansetrin.
Selv var mine egne trin mere afdæmpede – naturligvis uden at være mor-kedelige – eller pinlige for den sags skyld.

Flere smser. Hoveddrejen. Små, overbærende smil til morens små trin.
Og så pludselig et skrig, der faldt helt uden for kakofonien i salen.
Tre sammenklyngede tøser hoppende op og ned ved min side. For en kort stund var de lækre fyre på stand by.

Og med ét forsvandt min lille datter for øjnene af mig. Puf! Op i den blå luft.
Ved min side stod i stedet en smuk, ung pige, der med sine sammensvorne udlevede deres drøm om at være til koncert med de største idoler.
Med bævrende hage betragtede jeg hende stjålent og mindedes, da jeg selv var til koncert for allerførste gang.

Jeg huskede, hvordan sommerfuglene i min mave havde pisket rundt og næsten givet mig kvalme, da den gudelækre forsangeren i mit all time favorite band sprang ind på scenen og roterede med hofterne, så hans kridhvide jeans gjorde mig svimmel af begejstring.
Og jeg huskede, hvordan jeg i en lykkerus havde kastet mig i favnen på min bedste drengeven, der også havde tårer i øjnene over, hvor stort det var, at vi endelig var dér, hvor alting skete.
Og nu stod hun der. Den lille, vidunderlige kopi af mig selv og havde the time of her life.
Og dét var mit exit-tegn.

Jeg signalerede til hende, at jeg havde brug for luft og trak mig ud af rækken, ud for mig selv i behørig afstand af de opslugte tøser.
Herfra kæmpede jeg med den voksende klump i halsen.
Elleve eller sytten. Det gjorde sgu ingen forskel.
Dette var hendes port ind til en ny del af livet – på godt og ondt.

Jeg følte mig ikke overflødig. Jeg følte mig ikke jaloux. Jeg følte mig fucking stolt over at have så fantastisk en pige, som lige dér var helt sig selv – strålende, lykkelig og meget i live!!

Site Footer

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial