Et studie af en anden verden

Akvarier på stribe (Foto: E-Skribenten)
Akvarier på stribe
(Foto: E-Skribenten)

Blæsten rusker i mit hår, da jeg lidt tøvende går ud på hængebroen over indløbet til den lille lystbådehavn.
Mon den kan gynge?
Da jeg står på midten af den lille træbro, lukker jeg øjnene og indsnuser havets saltede duft. En strøm af sommerferieminder skyller ind over mig.
Men en underliggende lugt river lidt i min næse og bringer mig ud af min meditative tilstand.
Jeg studser over den fæle lugt, jeg ikke straks genkender. Men den gør mig nysgerrig og jeg glemmer alt om broens muligheder og går over på den anden side af vandløbet.

Her er lugten kraftigere. Jeg følger den nysseligt anlagte sti gennem et idylliske område med elegante lejligheder lavet af glas og omkranset af store terrasser pyntet med buske, springvand og græske søjler, der forestiller gudindesmukke kvinder i luftige gevandter.
Min nysgerrighed trodser stanken og driver mig videre forbi flere etagebyggerier af i samme stil.

Da den asfalterede sti drejer om bag ejendommene og de grønne, afskærmende buske, virker den med et mere afslappet. Som om den ikke længere behøver at holde vejret og trække maven ind. Nu kan den vise sit sande jeg. Pletter, lapper og små krakeleringer viser sig på overfladen. Hvor dybe mon de er, de små revner? Og er det under dem, sandheden skjuler sig?
Sandheden om råd og fordærv. Sandheden om den kollektive facade, der som en hængebros gyngende bevægelser under en for tung byrde, truer med at give efter og afsløre virkeligheden bag al den nypudsede pænhed.

Stanken bliver ulidelig. Er det dét de altid nystrøgne beboere betaler skyhøje summer for at bo i? Når man ser bort fra det prestigefyldte og potensforlængende, er der så kun denne stank tilbage?. Broen under mig giver efter igen, da jeg går tilbage ad den vej, jeg kom.
Jeg får pludselig en ustyrlig lyst til at hoppe op og ned for at få træbrædderne til at gynge endnu mere. For at få pænheden til at ryste i sin grundvold.
Men jeg er ikke langt fra det sted, hvor jeg har et forretningsmøde. Om jeg må jo hyle med ulvene.
Så i stedet bliver jeg stående på broen, hvorfra jeg har et uovertruffet vue over udstillingsvinduerne bag hvilke, alle andre kan se, hvordan den perfekte tilværelse ser ud. Man ville da være et skarn, hvis man aldrig turde indrømme at have tænkt tanken om den frihed, mange penge ville kunne købe én.

Men vil jeg bytte mit liv med den lille pige oppe på 1. sal, der styrer sin lille rødhårede dukkes hoppende skridt hen over glasvejen, som hun spadserer på?
Er jeg misundelig på hendes blege kulør og hendes mutte ansigt, der stråler langt væk – ikke af at være hjemme denne dag på grund af sygdom eller ekstraordinær familiehygge– men af ensomhed og håbløshed?
Eller på den spinkle, asiatiske unge pige, som iført hvidt miniskørt med struttende flæser, der ville gøre enhver fattet forretningsmand hård i bukserne, kæmper en brav kamp med et monstrum af en støvsuger på de farvestrålende, persiske tæpper.

Jeg kigger på klokken. Ti minutter i.
Så stiller jeg mig med ryggen til den overdimensionerede dørspion uden for glasindgangen til den adresse, jeg har modtaget pr. mail.
Jeg kigger mig omkring, mens jeg venter på at tiden går. På modsatte side af glaspartiet sidder en plade fast i væggen.
Jeg undres over, hvad de to knapper, den brede opadpegende pil og det blinde øje på pladen i sin helhed skal forestille. Men følelsen af at blive betragtet fra alle sider trænger sig på.

To minutter i. Jeg retter ryggen, knejser med nakken og trækker vejret dybt. Så lyner jeg min mentale karriere-superwoman-dragt helt op i halsen og trykker beslutsomt og med påtaget selvsikkerhed på dørtelefonens knap.
Der går et akademisk øjeblik. Så hører jeg et klik fra døren ind til udstillingsverdenen, der for en kort, overbærende tid byder mig velkommen.

Site Footer

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial