En julehistorie

Jul i gamle dage
Jul i gamle dage

Den 1. december var helt speciel for mig. Det er min fødselsdag. Så det betød mere for mig dengang end den kommende juletid gjorde. I skolen, der var pyntet med guirlander, havde lærerinden tegnet en stor grangren med 24 lys på tavlen. Hvis d. 1. december var en skoledag, fik jeg lov til at male med gul farve, og flammen blev dermed tændt på grenens første lys. Derefter delte jeg bolsjer ud til mine kammerater. Ét styk til hver pige. Vi var 31 i klassen – kun piger.

Mine første julekalendere var lavet i karton i A4-størrelse med en meget enkelt tegning af travle mennesker på indkøb. Den var farvelagt ganske lidt. Senere blev kalenderne fornemme. De var belagt med glimmer, som dryssede overalt.

Vi var vel nok, hvad man i dag ville kalde for fattige. Fem søskende og vores mor i en lille 2-værelses lejlighed uden for København. Vores far boede ikke hos os. Sådan var det for mange familier – også dengang. Der, hvor vi boede, var der fire store baggårde med vaskehus, skraldehus, cykelskure, tørrepladser og små haver i midten. Der var også fire forretninger i området: slagter, ismejeri, købmand og grønthandler. Dér var overhovedet ikke pyntet op til jul. Det var ikke almindeligt med lyskæder til at pynte med. Hjemme lavede vi hjerter, kræmmerhuse, musetrapper og guirlander. Hjerter og kræmmerhuse blev gemt og brugt fremover.

Pakkekalender havde vi ikke. Ej heller en julesok vi hængte op – nisser og julemanden troede vi ikke på. Men vi pyntede med grangrene bag billederne på væggen i stuen. Selvom det altid sneede meget om vinteren dengang, fik vi alligevel lov til at pynte ruderne med små kugler af vat – meget hyggeligt. Der blev kogt klejner til jul. Tror endda min mor kogte to gange. Det var vores guf.

Hvis vi skulle se juleudstilling, skulle vi gå et stykke ned til sporvognen og køre med den i lang tid; der var mange stoppesteder ind til midten af København. Én gang så jeg udstillingen ved Illums Stormagasin på Strøget med min ældre søster. Nej, hvor var der pyntet overalt. Det var en dejlig oplevelse, selvom der var lange vej hjem igen med sporvognen. Jeg var en meget træt pige, da vi endelig var hjemme igen.

Vores juletræ blev købt hos en brænde- og kokshandler, som havde sin handel ved vores gårde. Det var så dejligt at gå der og mærke duften af brænde og koks. Vores lejlighed blev opvarmet med koks og lidt brænde. Vi havde en kakkelovn, som skulle opvarme lejligheden. Om morgenen var det så koldt, at der indvendig på ruderne var tykke lag af is. Der var kun ét lag glas i ruderne og ikke meget isoleret. Det var for dyrt at fyre natten over. Vi boede i træhuse – såkaldte barakker. På almindelige dage hentede vi koks og kørte det hjem på kælken. Men til jul fik vi en hektoliter bragt til døren og båret op på vores loftrum. Det var luksus.

Vi var som sagt fattige, og også dén gang kunne man få hjælp til jul. Det foregik på en underlig og ydmygende måde, kan jeg se i dag. En eller to dage før jul tog vi til en anden skole, hvor vi stod i en lang kø og nærmest gik i gåsegang udenfor i kulden. Et stort bord med alt, hvad man skal bruge til julemiddagen, stod langs væggen.
Der stod frivillige medhjælpere og langede stege, kartofler, rødkålshoveder, kaffe og meget mere over til os på den anden side af bordet. De spurgte simpelthen, hvor mange vi var i familien. Så vidste de, hvor meget vi skulle have.
Derefter gik turen hjem igen med alle de gode, tunge ting. kunne det godt blive jul.
Vi fik af gode grunde ikke nyt tøj til jul. Men det ”pæne” vi havde, blev ordnet fint.
Jeg havde en stor sløjfe i håret og min to år yngre bror havde butterfly på.

Stegen blev sat i gasovnen allerede fra morgenstunden. Rødkålen var kogt dagen før. Risengrøden blev sat i høkassen for at ”koge” videre. Senere kom de kogte kartofler også ned i kassen. En høkasse var en trækasse med låg foret med gamle aviser og tæpper. Så kunne maden holde sig varm. Alle beboerne i gårdene skulle jo lave mad samtidig. Det vil sige, at der kom mindre og mindre gas ud af hanerne hos os alle.

Vi gik ikke i kirke juleaften. Og vi havde aldrig gæster i julen. Vi var jo også seks personer i den lille lejlighed. Jeg tror nu også grunden var, at vores mor mente, det krævede, at hun kunne byde på mere, hvis vi blev flere.

Vi startede aftenen med en portion risengrød med kanelsukker og smør. Jeg husker ikke, om der var en mandel i grøden. Men mon ikke? Derefter kom stegen på bordet med alt tilbehør. Denne aften fik vi også julenisseøl – en meget sød hvidtøl. Så blev der spist til den store guldmedalje. Bagefter tog vi alle af bordet.. Vi havde kun én vandhane – med koldt vand – i lejligheden Det tog for lang tid at varme vand, så opvasken blev stående til dagen efter.

Næh…nu skulle der danses omkring træet. Det var så smukt, syntes vi alle. Der var levende lys i stagerne på træet, og vi skulle være meget forsigtige. De brændte hurtigt ud, og jeg tror ikke, der kom nye lys i alle stagerne. Der var nok ikke så meget pynt på træet men der var dog en stjerne i toppen. Jeg husker dog synet af glaskugler, flag på snor og papirengle med fehår. Fehår er svært at beskrive, men hvis man stak sig på det, knækkede trådene af inde i fingeren. Nærmest som bitte små glasskår. Sikke noget stads.
Jeg har stadig en engel og en glasfugl med fehår fra dengang. De kommer stadig på vores træ hver jul – helt i toppen.

Vi havde hygget og sunget meget sammen hele december måned, så vi kunne mange salmer og sange udenad, når vi skulle danse rundt om træet: ”Glade jul”, ”Kimer i klokker”, ”Julen har bragt velsignet bud”, ”Et barn er født i Betlehem” og især ”Oh du dejlige grønne træ”. Vi sluttede altid med ”Nu’ det vi jul igen”. Så løb vi rundt, som man jo også gør i dag.

Så fik vi endelig gaver. Jeg husker ikke, at vi fik mere end en, højst to. En gang fik jeg en dejlig gummidukke – meget nyt på den tid. Ellers var de lavet af celluloid. Jeg var lykkelig for dukken, men med tiden brændte gummiet sammen, så det blev noget fedtet stads. Et andet år fik jeg en stor dukke med hoved, arme og ben i noget skørt glasmateriale. Hun kunne lukke og åbne øjnene. Men en dag gik det galt. Jeg slog hende imod noget, så hun fik hul i hovedet. Det blev jeg virkelig ked af.

Ja, sådan var min barndoms jul….

Glædelig Jul

Hanne, anno 1944

 

Site Footer

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial