Blå blink og horn

10091211-bl-blinkJeg var i Århus med Yngsten og Svigermor i går. Det blev sent.
Da vi havde kørt Svigermor hjem, trillede vi stille og roligt den sidste km hjem til os selv.

Imod os kom en patruljevogn. Den kørte forbi og fortsatte et godt stykke, før den lavede en U-vending.
Jeg fortsatte. Patruljen fulgte efter.
Da jeg viste af og drejede ned ad vores lille villavej, blev jeg ikke særligt overrasket over, at den hvide bil nu lå tæt bag mig.

Meget bevist om at holde den tilladte hastighed på 40 km/t på områder med vejchikaner, fortsatte jeg op ad vejen og satte hånden på blinklysstangen – klar til at trykke den nedad for at dreje til ind i vores indkørsel.

Og i dét sekund blev jeg nærmest blændet af både hvide og blå blink. Og vist osse et enkelt wiuh.
Per refleks trykkede jeg stangen opad i stedet og holdt ind til siden, alt imens min onsdag passerede revue for mit indre blik:

Havde jeg glemt at betale min parkeringsbillet i det jyske?
Havde nogen set Svigermor på bagsædet uden sele? (hvilket ifølge tillægssedlen i hendes kørekort er fuldt ud lovligt af helbredsmæssige grunde)
Havde Yngsten forelsket sig meget i den der hårelastik, som frisøren havde liggende i en kur foran sin butik, at hun havde glemt at lægge den tilbage efter at have nulret den mellem fingrene?

Klokken er 21.52, og du er anholdt.

Med lettere blævrende knæ slukkede jeg motoren og steg ud af bilen og gik hen mod politibilen.
Eller skulle jeg være blevet i bilen?
“God aften. Har du et kørekort?”
“Ja, selvfølgelig”
Men du må ikke se det.
Havde jeg lyst til at tilføje.

Så cool, som det lod sig gøre, spurgte jeg, om der var noget galt?
”Næh, det er bare et rutinetjek”.
Så I har fulgt efter mig én kilometer for at tjekke….hvad?
Hvor våd min kjoleryg var af at sidde i en hed bil efter en hed eftermiddag langs kanalen?
Hvilke E-numre der var i den rejechips, Yngsten satte til livs på bagsædet?
Hvor meget ilt, der var tilbage til de to dueunger, jeg havde i bagagerummet?

Jeg kom med en eller anden lam forklaring om, at jeg troede, de havde stoppet mig på grund af den der ødelagte forlygtepære, som Manden havde skiftet om morgenen.
”Næh”, sagde betjente, som så alligevel gik om foran bilen for at rutinetjekke mine slukkede lygter.

Da han rakte mig kørekortet tilbage, undrede det mig, at han ikke kommenterede det mindste på den flossede undskyldning af et kort fra dengang i 90’erne, hvor kørekort fyldte et halvt A4 ark, når det var foldet sammen.
Men det var åbenbart ikke en del af aftenens rutine.

”Det’ i orden. Fortsat god aften og kom godt hjem”
Ja tak, men jeg er jo li’som hjemme….

Langsomt satte jeg mig ind i bilen igen. Og tålmodigt svarede jeg på Yngstens bekymrede spørgsmål om, hvorfor vi var blevet stoppet.
Alt imens jeg mindre tålmodigt ventede på, at politibilen skulle køre uden om os og væk i tusmørket. Men de gjorde absolut ingen tiltage for at komme videre med aftenens tekst.
Og det kunne vi jo ikke sidde dér foran genboens hus og vente på.

Kald det den sjette sans eller kald det kvindelig intuition, det er lige meget.
Men en lille stemme sagde i mit øre:
De holder stadig øje.
En anden mere myndig stemme fra dengang i 90’erne sagde i det andet:

Husk sikkerhedsselen – og så kigge, blinke og dreje.

Og så trillede jeg de tre meter ind i indkørslen, hvor Manden stod og fulgte optrinnet med et bredt smil om læberne.

”Hvad handlede dét om? Og hvorfor har du stadig solbriller på?”

 

Site Footer

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial